Af Alma Nordenbæk
Det er i år knap 59 år siden, at Karen Blixen døde. Hun var en superstjerne i sin tid og har bevaret sin kultstatus op til den dag i dag. I udlandet er hun kendt som den excentriske Isak Dinesen, dødsfornægteren med det satiriske smil. I Danmark er hun baronessen fra Rungsted, et af vort lands største forfattere. Karen Blixen var en kvinde, der undsagde sig én enkelt fortælling.
Hos Bille August er Karen Blixen en karakter og en karikatur, en løvinde og en ulv i fåreklæder. Hun er en stikflamme, en forføreske og – som alle de største personligheder – en tragisk skæbne besnæret af sit eget talent.
Pagten tager os med til tiden efter den afrikanske farm, kærlighedskvalerne, ruineringen, genopstandelsen og det internationale gennembrud. Vi møder verdenskvinden Karen Blixen (Birthe Neumann), centrum for det danske kulturliv, men isoleret i sin ensomhed af syfilis og berømmelse.
Filmen baserer sig på forfatter Thorkild Bjørnvigs bog Pagten, der fortæller historien om Bjørnvig og Blixens platoniske forhold i 1940erne, da han var i begyndelsen af trediverne, og hun var et sted midt i tresserne. Bjørnvig (i filmen spillet af Simon Bennebjerg) er en ung og rodløs digter, der søger et formål med sine skriverier. Blixen er et litterært ikon, der søger en protegé. Sammen indgår de en aftale, en åndelig pagt, der skal sikre Bjørnvigs loyalitet og tillid mod Blixens visdom og vejledning.
Det bliver begyndelsen på et intenst bekendtskab. Blixen er den kærlige, men ubønhørlige regent, Bjørnvig hendes trofaste undersåt. Befalingerne er ufravigelige, omkostningerne uundgåelige.
Med manuskriptforfatter Christian Torpe ved roret bliver Blixen en skatkiste af vidunderlige livscitater. Hun raser mod småborgerlighed, konventioner og konformitet, som hun mener kvæler menneskets passion og fratager det muligheden for at dyrke det helligste af alt, nemlig kunsten. Det er en klassisk dikotomi: det stabile, kedelige familieliv over for den ansvarsløse, kunstneriske hedonisme.
Hvor filmen kunne risikere at blive selvsmagende, snobbet og bombastisk, er den i stedet sensuel, poetisk og dybtfølt. Tempoet er til den langsomme side, men det føles behageligt frem for kedeligt og dvælende frem for pedantisk.
Bille August er en mester udi filmsprogets finesser, men Pagten er et fantastisk eksempel på, at sand storhed opnås i fællesskab. Billeder, musik, kostumer, alting spiller. Men bedst af alt er skuespillet. Simon Bennebjerg, Nanna Skaarup Voss og Asta Kamma August leverer alle strålende præstationer. Der kan dog ikke være nogen tvivl om, at Birthe Neumann – ligesom sin karakter – er fortællingens største stjerne.
Hun stjæler hver eneste scene, hun optræder i, som var Blixen selv genopstået fra de døde for at besætte Neumanns sjæl og legeme. Det er dansk filmmagi, når det er bedst.
Kommentarer